|
Tilmeld dig her, hvis du som medlem vil have tilsendt nyheder fra din Borgerforening!<>
> < |
Referat af møde i udvalgsgruppen: ”Udstyninger” d. 6. juni 2005. Knebel bygade 66. Undergruppen vedr. udstykninger – p.t. bestående af: Knud Sørensen, Villy Jensen, Carsten Rasmussen, Preben Winther, Anita og Henry Skaarup – har afholdt sit første møde, mandag den 6. juni, kl. 19.30, hos Anita og Henry, Knebel Bygade 66. På mødet deltog de ovennævnte med undtagelse af Carsten Rasmussen der var på udflugt til Bornholm. Preben medbragte et stort kort i ca. A1-format med alle matrikelnumre og udstykninger indtegnet samt alle bebyggelser – dog uden de sidste nye. Gruppen blev hurtig enig om at der er 2 hovedopgaver at behandle. 1: Mulige udstykninger inden for det nuværende dispositionsområde i henhold til Kommuneplanen for Ebeltoft Kommune. 2: Mulige fremtidige udstykningsområder som breder sig ud over det i Kommuneplanen udlagte dispositionsområde. (se kort) Ad. 1: Gruppen mener, at der stadig er enkelte muligheder inden for det nuværende dispositionsområde, og at ting tager tid – eksempelvis er udstykningerne omkring Energivej først nu ved at blive fuldt udbygget, og det blev påbegyndt i 1982. Det går også rimeligt langsomt med at få bygget på de seneste udstykninger vest for det ”gamle Knitwear”. Dette anser gruppen ikke som en ulempe idet der så stadig er mange grønne pletter tilbage i Knebel. De mange ”kig” til den omkringliggende natur, mener gruppen er af ”særlig” værdi og et plus for Knebel. Endvidere er en del af 5.E.4 som i Kommuneplanens dispositionsområde er udlagt som erhvervs- og industriområde i dag udlagt til boligbyggeri med andelsboliger. På område 5.E.2 er der også muligheder, men her ser gruppen det som et plus at der p.t. er grønt og ønsker at bevare det som et grønt bælte mellem det gamle og nyere Knebel. Også område 5.E.3 er så småt begyndt at ændre status idet den tidligere hoteldrift er ved at forvandle sig til ferielejligheder. Det offentlige område 5.O.2 ”Lyngparken” anser gruppen som betydningsfuldt, interessant og med udviklingsmuligheder. Derfor må dette område gerne udvide sig mod sydøst. Med det udvikligspotentiale der ligger i ”Lyngparken” er her måske om føje år både ældrecenter og sundhedscenter med bevægelseshus, thermbade og kurfaciliteter. Ad 2: Gruppen mener – efter at have set på flere muligheder – at de fremtidige udstykninger skal ligge nord, nordvest for Knebel. Det er området omkring Bøgehøj gruppen finder interessant og anvendeligt som nyt attraktivt fremtidigt udstykningsområde. Området gruppen peger på grænser mod nord op til Leif Johannesens ejendom, mod øst til Møllevej og Energivej, mod syd til Præstemarken og mod vest til den 300 meter kystbeskyttelseslinie. Dette område behøver nødvendigvis ikke at blive udlagt som traditionelt udstykningsområde med små parceller men blive et bebygget område med karakterfuld, interessant, natur- og landskabstilpasset arkitektur. For at kunne anvende dette område til boligformål indebærer det at det nu udlagte erhvervs- og industriområde 5.E.1 vest for Møllevej og Energivej skifter status. Som fremtidigt erhvervs- og industriområde peger gruppen på området mellem Møllevej og Møllebakken. Dette skriftlige uddrag er også et oplæg til gruppens næste møde den 1. august kl. 19.30 hos Knud Sørensen, Lyngevej 24. Referent: Henry Skaarup
Knebel den 2. august 2005. Referat Lokalplangruppen Knebel. Undergruppen vedr. udstykninger – pt. Bestående af: Knud Sørensen, Villy Jensen, Carsten Rasmussen, Preben Winther, Anita og Henry Skaarup – har afholdt sit andet møde, mandag den 1. august, kl. 19.30 hos Ingerlise og Knud Sørensen, Lyngevej 24. Alle gruppemedlemmer var tilstede ved mødet. Preben medbragte igen det store – A1 – matrikelkort over Knebel. Gruppen godkendte referatet fra sidste møde og fastslog at de eneste fremtidige realistiske udstykningsmuligheder ligger i området nord – nordvest for Knebel. For ikke kun at fortabe os i udstykninger, kastede vi også et blik på andre problemer i lokalplanen. Vi diskuterede forhold vedr. trafik. Gruppen mener at der er for mange steder med dårlige oversigtsforhold. Specielt ved Energivej – Møllevej, Lyngevej – Knebel Bygade og udkørslen fra Lyngparken – Knebel Bygade. Desuden beklagede gruppen sig over de manglende fortove flere steder i Knebel. Flere veje har fine fortove i begge sider, mens der andre steder mangler fortove. Gruppen diskuterede også muligheden for anlæggelse af rundkørsler som trafikregulerende og trafikdæmpende foranstaltning. Man kunne eksempelvis forestille sig en rundkørsel ved den nordlige indkørsel til Knebel – ved Møllevej/ Møllebakken/ Knebel Bygade/ Porskærvej - . Molbostenen kunne så placeres midt i rundkørslen. Gruppen har ikke aftalt flere møder, men afventer indkaldelse til et stormøde. Referent Henry Skaarup |
Senest opdateret: 17. juli 2010 |